Historie
Det oprindelige gamle urfår "VIKINGEFÅRET" var i ældre tid udbredt i Nord-Tyskland, Danmark, Norge, Sverige, Finland og Nord-Rusland. Avlsarbejdet er i disse lande gået i forskellige retninger, sådan at der idag er udviklet forskellige racer.
Fåret fulgte også med bønderne til Færøerne (fåreøerne), Shetland, Orkney, Island, og Grønland. Disse racer ligner idag meget SPÆLSAU, både i størrelse og udseende, men kaldes: FÆRØSKE FÅR, SHETLANDSKE FÅR, ORKNEY FÅR, ISLANDSKE FÅR OG GRØNLANDSKE FÅR. I NORGE blev racen også tidligere benævnt GAMMELNORSK SAU, men idag hedder den SPÆLSAU.
I perioden 1860-1910 blev der i Norge foretaget mange indkrydsninger i SPÆLSAU med større britiske racer, hvor specielt det skotske SJEVJOTFÅR blev anvendt. Herved opstod iøvrigt de andre norske fåreracer: RYGJA, DALA og STEIGAR.
Bestanden af renracede Spælsau gik herved drastisk tilbage. I nogle isolerede fjeldbygder i Telemarken, på nogle øer ved Bergen og desuden lidt i Finmarken var der ved århundredeårsskiftet dog fortsat rene spælflokke, bl.a. også fordi de renracede Spælsau var betydeligt mere hårdføre end krydsningerne.
For at undgå at racen skulle dø helt ud, oprettede man i 1912 to avlsstationer i Norge for Spælsau.
Avlsstationerne indkøbte i 1918 enkelte avlsdyr fra Færøerne, og igen i1928 blev der indført 3 væddere fra Island for at øge størrelse og kødfylde.
I begyndelsen af 1970´erne blev der på ny fortaget en indkrydsning med sæd fra islandske væddere for at forbedre slagtekvaliteten.
Herved fik man dog også indført et anlæg for farvede hår i den hvide uld, hvilket man har prøvet at avle bort igen. Det sammer gælder dyr med et stort marvindhold i ulden, eller som har anlæg for dødhår i ulden.
Igennem mange århundreder er avlen af Spælsau i Norge foregået ved, at dyrene i sommerhalvåret er blevet drevet ud i udmarken, d.v.s. i fjeldet, på øer i skærgården og i skoven. Da Spælerne har gået frit uden megen omsorg, betød det meget, at de var frugtbare, læmmede ubesværet og var gode mødre.
Om vinteren måtte fårene klare sig under vanskelige forhold og med en lille mængde vinterfoder. Derfor er der gennem tiderne sket et naturligt udvalg af hårdføre og nøjsomme dyr.
Man brugte i gammel tid også SPÆLSAU som malkedyr samtidig med geder og køer, og udvælgelsen af avlsdyr er nok også sket udfra de bedste malkefår. Mælkeydelsen er måske også derfor god.
Hertil kom, at lammene holdt sig til mødrene, og flokken holdt sig samlet, hvilket var en stor hjælp ved tilsyn og indsamling. Hvis fårene kun klippes om foråret, filter hammen sig let sammen i en sammenhængende måtte og ville være ubrugelig til håndarbejde. Men hammen har herved givet fårene en unik beskyttelse mod vind, regn og kulde.